Nyhedsbrev
Hermed det lovede nyhedsbrev fra os i bestyrelsen for Musikforeningen ”Klinten”.

SKET i 2018:

Temaaften om John Mogensen fredag den 26. oktober 2018
86 glade mennesker deltog i ovennævnte Temaaften om John Mogensen i Ulbjerg Forsamlingshus. Aftenens me-nu bestod af John Mogensens livretter Dansk hakkebøf med bløde løg og æblekage med flødeskum, som Dortes Diner Transportable fra Hersom stod for.

Efter maden var der en god times foredrag om John Mogensens spændende men alt for korte liv, samtidig med, at der blev sunget nogle af hans bedste sange. Dette foredrag stod musiker og foredragsholder Flemming Både for, ligesom han efterfølgende spillede op til dans. Musikken til dansen var i første omgang udelukkende melodier af John Mogensen. Der var en rigtig god stemning, og derfor blev man enige om en times overdans, hvor der blev spillet blandet musik af andre kunstnere.

Det blev en rigtig dejlig aften med hygge, god stemning og glade mennesker i Ulbjerg Forsamlingshus.

Dette sker i 2019:

Generalforsamling den 12. marts 2019.
Har du ideer til arrangementer i musikforeningen eller blot lyst til at deltage, så kom til vores generalforsamling tirsdag den 12. marts 2019 kl. 19.30 i Ulbjerg Kultur- og Fritidscenters mødelokale.

Temaaften om Kim Larsen fredag den 25. oktober 2019

Efter den vellykkede aften om John Mogensen har musikforeningen igen hyret musiker og foredragsholder Flem-ming Både til en Temaaften om Kim Larsen i Ulbjerg Forsamlingshus fredag den 25. oktober 2019.

Flemming Både skriver:
Folkekær og folkelig som få og med en enorm produktion på mere end 500 indspillede sange. Da han døde i 2018, gik landet nærmest i landesorg, og beviste, hvor folkekær Kim var. Med hans store gab og lineære sprog sang han sig ind i alle danskere – fra statsministre til børnehavebørn. Hans tekster spænder vidt med blik for skæve eksisten-ser, kvinder og livets mange aspekter. Min fortælling handler også om en meget privat Kim Larsen, et stædigt rad og lunefuld samarbejdspartner, men først og fremmest en utrolig flittig spillemand, der elskede sit publikum og at stå på scenen – og han stod der lige til det sidste. Foredraget handler også om tiden i Gasolin, op og nedture, og der er selvfølgelig masser af fællessang med hans bedste sange.

Arrangementet starter kl. 18.00 med spisning. I vil modtage nærmere information, når vi nærmer os arrangemen-tet. MEN reserver allerede nu datoen i jeres kalender, så I kan få en rigtig hyggelig aften med både spisning, sang, historier, musik og dans!

 

Lyst til medlemskab af Musikforeningen ”Klinten”?
Hvis du/I skulle have lyst til at støtte vores forening, så vi kan udvikle nye aktiviteter inden for musik og kultur her i området, er der mulighed for at blive medlem af foreningen.

Der er mulighed for at indbetale et af nedenstående medlemskaber:
Personligt medlemskab 50 kr. årligt
Husstandsmedlemskab 75 kr. årligt
Firmamedlemskab 100 kr. årligt

Kontingentet kan overføres til Den Jyske Sparekasse i Skals på konto 9261 305-07-40470 senest fredag den 1. marts 2019. Skriv venligst navn ved indbetalingen. Der er dog også mulighed for at betale kontingentet til kasserer Kirsten Johansen.

Til sidst vil vi gerne takke for jeres støtte og opbakning.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen for
Musikforeningen ”Klinten”